Børn anbragt under særforsorgen
Særforsorgen opstod i 1933 som en del af socialreformen. Her fik staten det overordnede ansvar for mennesker, der var blinde, døve, epileptikere, talelidende (herunder ordblinde), vanføre og ”åndssvage”.
Indtil 1959 blev institutionerne for blinde, døve og talelidende drevet af staten, mens institutionerne for epileptikere, vanføre og ”åndssvage” blev drevet af private foreninger. Mellem 1959 og 1980 drev staten alle institutioner. I 1980 overgik særforsorgen til amter og kommuner.
Til højre finder du et overblik over de forskellige grene af særforsorgen, de institutioner, der hørte under dem, og hvor og hvordan arkivmateriale kan findes.
Blinde og svagsynede
I perioden 1934-1944 hørte institutionerne for blinde og svagsynede under Socialministeriet. Fra 1944-1970 hørte de under Administrationen af Statens Blindevæsen. Herefter blev administrationen af blindeloven varetaget af den nyoprettede Socialstyrelse. Mellem 1956 og 1978 fandtes det rådgivende nævn, Blindenævnet, som indhentede erfaringer fra de blinde og rådgav socialministeren.
Institutioner og arkivmateriale
Der var to store institutioner under Statens forsorg for blinde og svagsynede, der begge var målrettet skoleundervisning af blinde børn:
Siden 1858: Det Kgl. Blindeinstitut i København, der har afleveret sit materiale til Rigsarkivet (Arkivmateriale på Rigsarkivet).
Og siden 1898: Det Kgl. Blindeinstitut på Refsnæs (også kaldet Refsnæsskolen), der har afleveret sit materiale til Rigsarkivet (Arkivmateriale på Rigsarkivet).
Begge institutioner havde desuden tilknyttet flere institutioner eller hjem som f.eks. Raklevgård (Arkivmateriale på Rigsarkivet),
Hestehavehus (Arkivmateriale på Rigsarkivet) og Værnehjemmet
Derudover var der en række mindre institutioner, der tilbød blinde beskæftigelse, f.eks. på værksteder eller gennem praktisk oplæring, samt plejehjem for ældre blinde.
Kommuner og private kunne desuden oprette forsorgslignende foranstaltninger efter godkendelse i Socialministeriet. Der var derfor også en række mindre private institutioner og arbejdshjem for blinde i området omkring Storkøbenhavn, f.eks.:
Blindehjemmet i Klerkegade (Arkivmateriale på Rigsarkivet); Hjem for arbejdsføre blinde Kvinder på Mariendalsvej (Arkivmateriale på Rigsarkivet); Hjemmet for blinde mænd; Bredegård ved Fredensborg (Arkivmateriale på Rigsarkivet); Solgavehjemmet i Valby; Elisabeth Stauns Hvilehjem for blinde kvinder i Lyngby (Arkivmateriale på Rigsarkivet). Desuden var der i Nærum blevet oprettet et hjem for døvblinde mænd i 1949.
Dansk Blindesamfund
I 1911 blev Dansk Blindesamfund dannet som en privat og uafhængig forening med det formål at sikre ligestilling af blinde og stærkt svagsynede med resten af befolkningen. Dansk Blindesamfund er medlem af Danske Handicaporganisationer. Arkivalierne fra Dansk Blindesamfund er afleveret til Rigsarkivet (Arkivmateriale på Rigsarkivet).
Døve, døvstumme og tunghøre
Indtil 1970 hørte institutioner for døve, døvstumme og tunghøre under Socialministeriets Særforsorgskontor. De følgende 10 år hørte de under Socialstyrelsen, indtil de i 1980, ligesom resten af særforsorgen, blev udlagt til kommunerne. Mellem 1950 og 1978 eksisterede Døvenævnet, som sikrede indkaldelse af børn til skolerne, vejledte forældre og rådgav socialministeren. I 1978 overgik Døvenævnets opgaver til Det Centrale Handicapråd. Døvenævnet har afleveret noget arkivmateriale til Rigsarkivet.
Institutioner og arkivmateriale
Der var overordnet tre institutioner under denne gren af forsorgen. Deres primære formål var uddannelse af målgruppens børn og unge:
Det Kgl. Døvstummeinstitut i København 1807-1950/Statens Skole for Døve i København 1950-1980 (Arkivmateriale på Rigsarkivet).
Fra 1980 blev skolen overtaget af Københavns Kommune og skiftede navn til Skolen på Kastelvej (Arkivmateriale på Københavns Stadsarkiv).
Det Kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia 1880-1950/Statens Kostskole for tunghøre og døve 1950-1973/Fredericiaskolen, Statens skole for tunghøre og døve 1973-1979 (Arkivmateriale på Rigsarkivet).
Fra 1980 overgik skolen til Vejle Amtskommune: (Arkivmaterialet befinder sig måske hos Region Syddanmark).
Statens fortsættelsesskole for døve og tunghøre i Nyborg 1890- (Arkivmateriale på Rigsarkivet).
Fra 1980 overgik skolen til Fyns Amt: (Arkivmaterialet befinder sig måske hos Region Syddanmark).
I 1950’erne ændrede institutionerne deres formål med undervisningen. Det medførte en vis specialisering af eleverne og et større fokus på efterværn og elevernes erhvervsmæssige beskæftigelse.
De tre ovennævnte skoler og institutioner dominerede Statens forsorg for døve, døvstumme og tunghøre. Indtil 1950 begyndte alle børn på instituttet i København, hvorfra de blev fordelt efter høreevne og sendt til de andre skoler. Elever med nedsat høreevne eller tabt høreevne og normal taleevne kom til skolen i Nyborg, og de øvrige elever blev flyttet til døveskolen i Fredericia.
Fra 1950 blev det muligt for børnene at blive på den samme skole gennem hele skoletiden. Børn med taleevne begyndte i Nyborg, mens de øvrige begyndte i Fredericia eller København.
Foruden de tre skoler fandtes der også mindre private hjem for voksne døve og døvstumme i Storkøbenhavn, Sydjylland og på Fyn som f.eks.: Arbejdshjemmet for Døvstumme Piger i København; Hjemmet for Døvstumme Mænd i Nyborg; Landbrugsskolen Stendetgård ved Haderslev. :
Materialet fra nogle af disse steder kan formentlig findes under Institutionen for Døve (Arkivmateriale på Rigsarkivet).
Epileptikere
De fleste epileptikere levede uden for institution, evt. med et behov for et kortere ophold med pleje og medicinsk behandling. De derfor få institutioner hørte under Socialministeriet/Særforsorgskontoret og fra 1970 Socialstyrelsen. I 1980 overgik forsorgen for epileptikere som den øvrige særforsorg til amter og kommuner.
Institutioner og arkivmateriale
Der var én overordnet institution inden for denne gren af særforsorgen: Kolonien Filadelfia i Dianalund. Institutionen var statsanerkendt og blev oprettet i 1897. Den havde i praksis næsten monopol på behandlingen af epileptikere. Filadelfia havde en driftsoverenskomst med staten, men blev ledet af sin egen bestyrelse.
Der findes lidt arkivmateriale på Rigsarkivet; men Filadelfia opbevarer formentlig stadig det meste af materialet.
Foruden Kolonien Filadelfia oprettedes i 1899 et hospital til børn med epilepsi i Nyborg. Derudover var der forskellige private hjem for mænd og kvinder og familiepleje: Pedersborg plejehjem for epileptiske drenge; Epileptikerhjemmet Bromme Sygehjem; Moltkes Sygehjem – Diakonissestiftelsens skolehjem for epileptiske piger i Ruds Vedby; Plejehjemmet Stormly i Juelsminde; Plejehjemmet Sells Minde i Hornsyld; Attruphøj i Vodskov
Talelidende
Personer, der havde udfordringer og vanskeligheder i forhold til sproget, talen eller stemmen, dvs. stammen, udtalefejl, hørestumhed, ganespalte, stemmelidelser og ordblindhed. Der var en stor berøringsflade mellem dette særforsorgsområde og folkeskolen.
Institutionerne under denne gren af særforsorgen hørte under Socialministeriet/Særforsorgskontoret og fra 1970 Socialstyrelsen. Forsorgen for talelidende overgik til amter og kommuner i 1980 ligesom de øvrige særforsorgsområder.
Gennem perioden blev der anbragt færre børn på institutterne, efterhånden som folkeskolen overtog undervisningsopgaven.
Institutioner og arkivmateriale
Hvis det ikke var muligt at afhjælpe barnets taleproblemer med undervisning og støtte i folkeskolen, kom barnet i stedet på et taleinstitut. Ofte var opholdet her af kortere varighed (tre-fire måneder), i nogle tilfælde dog op til to-tre år.
Der var institutter spredt rundt omkring i hele landet, hvis udgifter blev dækket af staten:
Statens Institut for Talelidende/Tale- og Høreinstituttet i Københavns Amt (Arkivmateriale på Rigsarkivet).
Taleinstituttet i Risskov/Høreinstituttet/Tale- og Høreinstitut/Instituttet for Kommunikation og Handicap (Arkivmateriale på Rigsarkivet).
Instituttet havde afdelinger regionalt i:
Taleinstituttet i Aalborg (Arkivmateriale på Rigsarkivet).
Taleinstituttet i Odense (Arkivmateriale kan måske findes hos Region Syddanmark).
Taleinstituttet i Herning (Arkivmaterialet kan måske findes hos Center for Kommunikation i Herning).
Taleinstituttet i Viborg (Arkivmaterialet kan måske findes hos CKU Skive-Viborg).
Taleinstituttet i Aabenraa (Arkivmateriale på Rigsarkivet).
Taleinstituttet i Esbjerg (Arkivmateriale på Rigsarkivet).
Ordblindeinstituttet i Hellerup (1939) var en selvejende institution, drevet af Landsforeningen for Ordblindesagen i Danmark. Materialet fra Ordblindeinstituttet er afleveret til Rigsarkivet.
Bevægelseshæmmede/fysisk handicappede
Gruppen blev tidligere omtalt som “vanføre”. Den statslige forsorg af bevægelseshæmmede blev i 1933 tildelt foreningen Samfundet og Hjemmet for Vanføre. Foruden denne forening var der også en række mindre statsanerkendte institutioner, der udøvede forsorgsopgaver for gruppen.
Staten dækkede gennem Socialministeriets Revalideringskontor samtlige omkostninger, mens Samfundet og Hjemmet for Vanføre stod for den praktiske forsorg, herunder skolegang og pleje.
Mellem 1961 og 1980 rådgav Vanførenævnet socialministeren og fulgte udviklingen.
Institutioner og arkivmateriale
Størstedelen af mennesker med fysisk handicap var ikke placeret på institution. Der var i højere grad tale om ophold på hospitaler og lignende i kortere eller længere tid alt efter behandling og genoptræningens karakter.
Samfundet og Hjemmet for Vanføre blev oprettet i 1872. Arkivalierne fra foreningen er afleveret til Rigsarkivet
Samfundet og Hjemmet for Vanføre drev to ortopædiske hospitaler samt ortopædiske sengeafdelinger på flere sygehuse. I 1978 blev den ortopædiske kirurgi samlet med den resterende hospitalsadministration i et helt offentligt foretagende. Herunder ses de forskellige hospitaler og afdelinger under foreningen:
Ortopædisk Hospital i København (1935-1981) (Arkivmateriale på Rigsarkivet)
Ortopædisk Hospital i Aarhus (1940-) (Arkivmateriale på Rigsarkivet)
Ortopædisk Afdeling i Aalborg
Ortopædisk Afdeling i Holstebro (Arkivmateriale på Rigsarkivet)
Ortopædisk Afdeling i Kolding
Ortopædisk Afdeling i Næstved
Ortopædisk Klinik i Odense
I 1944 købte foreningen ”Geelsgård” i Virum. Omkring 10 år senere åbnede den som kostskole for børn med fysiske handicaps (Arkivmateriale på Rigsarkivet).
I 1960’erne oprettede Samfundet og Hjemmet for Vanføre to børnehjem i Søllerød og Odense:
Børnehjemmet i Søllerød på Søllerødvej 10 og Børnehjemmet i Odense på Platanvej 15.
Samfundet og Hjemmet for Vanføre drev desuden følgende institutioner:
Håndværkerskolen (1920-1988) (Arkivmateriale på Rigsarkivet).
Hornbæk Badehotel (1952-1978). Brugt som efterbehandlingsinstitution for polioramte.
Hald Ege Sygehus (1953-1980): (Arkivmateriale på Rigsarkivet).
Egmont Højskole (1956-):
Ud over Samfundet og Hjemmet for Vanføre var vanføreforsorgen præget af en række statsanerkendte private institutioner. Flere af dem var specialiseret i specifikke fysiske handicap og kunne være målrettet både behandling og pleje. Det var f.eks.: Invalidesmåbørnshjælpens Hjem i Hørsholm; Børnehjemmet Kildehøj i Nivå; Børnehjemmet Solbakken i Aarhus.
Udviklingshæmmede indtil 1960
Den gren af særforsorgen, som beskæftigede sig med udviklingshæmmede, blev kaldt Åndssvageforsorgen. Den var næsten et selvstændigt system under særforsorgen, fordi mange mennesker var anbragt uden tidsbegrænsning og anbringelserne omfattede svære spørgsmål om ind- og udskrivning, brug af tvang m.v.
I perioden frem til 1960 var åndssvageforsorgen organiseret i et øst- og vestdansk samarbejde; Østifternes Åndssvageanstalter (der dækkede Sjælland) og De Kellerske Anstalter og De Jyske Åndssvageanstalter (der tilsammen dækkede Fyn og Jylland).
I denne periode var det private foreninger, der forholdsvist autonomt stod for både administrationen af dette forsorgsområde samt driften af institutionerne.
Institutioner og arkivmateriale
Østifternes Åndssvageanstalter var opstået på baggrund af et tæt samarbejde mellem de sjællandske åndssvageanstalter på Sjælland og øerne og var organiseret som en selvejende institution med egen bestyrelse. Bestyrelsen refererede til Socialministeriets særforsorgskontor. De enkelte anstalter havde deres egne bestyrelser og var indtil 1960 ledet af den lokale overlæge. Følgende institutioner hørte under Østifternes Åndssvageanstalter:
Gammel Bakkehus (1855-1970): materialet herfra er afleveret til Rigsarkivet.
Karens Minde (1880-1987): materialet er afleveret til Rigsarkivet.
Lillemosegård (1883-1992): materialet er afleveret til Rigsarkivet.
Gammelmosehus (1891-1962): materialet er afleveret til Rigsarkivet.
Andersvænge (1940-): materialet er afleveret til Rigsarkivet.
Ebberødgård (1892-1980): materialet er afleveret til Rigsarkivet.
Rødbygård (1929-2004): materialet er afleveret til Rigsarkivet.
De kellerske Anstalter og De jyske Åndssvageanstalter
Størstedelen af institutionerne i De Jyske Åndssvageanstalter hørte under De Kellerske Anstalter, der var oprettet i 1865. Der var her et lidt mindre formaliseret samarbejde mellem anstalterne i Jylland og på det meste af Fyn. De enkelte anstalter havde deres egen bestyrelse og fungerede mere autonomt end på Sjælland. Anstalterne var dog knyttet sammen med en fælles formand udpeget af Socialministeriet. Følgende institutioner var en del af De Kellerske Anstalter og De Jyske Åndssvageanstalter:
De Kellerske Anstalter, Livø (1911-1959): materialet er afleveret til Rigsarkivet.
De Kellerske Anstalter, Sprogø (1923-1960): materialet er afleveret til Rigsarkivet.
De Kellerske Anstalter ved Brejning (1865-1990): materialet er afleveret til Rigsarkivet.
Åndssvageanstalten ved Ribe (1905-1992): materialet er afleveret til Rigsarkivet.
Løgumgårde (1929-1980): materialet er afleveret til Rigsarkivet.
Vodskov Åndssvageanstalt (1916-1980): materialet er afleveret til Rigsarkivet.
Sterilisationsnævnet og Åndssvagenævnet
Der blev oprettet to nævn i relation til åndssvageforsorgen:
Sterilisationsnævnet blev oprettet i forbindelse med åndssvageloven i 1934. Nævnets opgave var at behandle indstillinger om sterilisation fra åndssvageforsorgens anstalters ledelse (fra 1961 forsorgscentre). Nævnet blev nedlagt i 1967.
Materialet fra Sterilisationsnævnet er afleveret til Rigsarkivet: link til Daisy.
Åndssvagenævnet af 1937 bestod af socialministeren, direktøren for særforsorgen samt bestyrelsesformænd og ledende overlæge fra henholdsvis Østifternes Åndssvageanstalter og de jyske åndssvageanstalter. Nævnets opgave var at koordinere den regionalt opdelte åndssvageforsorg og behandle principielle spørgsmål, oprettelse af nye anstalter og andre lignende tiltag. Nævnets arbejde ophørte i 1954, fordi Socialministeriet havde nedsat et: ”Udvalg til behandling af åndssvageforsorgens problemer”.
Materialet fra Åndssvagenævnet af 1937 er delvist afleveret til Rigsarkivet: link til Daisy
Udviklingshæmmede 1960-1980
Ved vedtagelsen af åndssvageloven i 1959 blev opbygningen af åndssvageforsorgen markant ændret. De øst- og vestdanske anstalter blev lagt sammen til den selvejende institution ”Statens Åndssvageforsorg” med egen bestyrelse. Derudover oprettedes 11 forsorgscentre, der nu skulle tage sig af de mennesker, der hørte under åndssvageforsorgen.
I 1970 kom Statens Åndssvageforsorg til at høre under Socialstyrelsen, men fortsatte i det store hele som sin egen enhed inden for rammerne af Socialstyrelsen indtil udlægningen til amterne i 1980.
Institutioner og arkivmateriale
Som nævnt kom der en radikalt anderledes administrativ organisering af anstalterne med 1959-loven. Med den blev Danmark opdelt i 11 forsorgscentre, der bestod af en centralinstitution (de store “eksisterende “gamle” institutioner) samt dertil hørende mindre plejesteder m.v. Forsorgscentrene fortsatte med at eksistere frem til 1980. Herunder ses de 11 forsorgscentre med deres nummer samt centrale institution:
Forsorgscenteret for København m.v. (FC.Ib): Vangede (Arkivmateriale på Rigsarkivet)
Forsorgscenteret for København m.v. (FC.Iv): Lillemosegård (Arkivmateriale på Rigsarkivet)
Forsorgscenteret for Nordsjælland (FC.II): Ebberødgård (Arkivmateriale på Rigsarkivet)
Forsorgscenteret for Sydøstjylland (FC.III): Brejning (Arkivmateriale på Rigsarkivet)
Forsorgscenteret for Sønderjylland m.v. (FC.IV): Ribelund (Arkivmateriale på Rigsarkivet)
Forsorgscenteret for Nordjylland (FC.V): Vodskov (Arkivmateriale på Rigsarkivet)
Forsorgscenteret for Lolland-Falster (FC.VI): Rødbygård (Arkivmateriale på Rigsarkivet)
Forsorgscenteret for Vestsjælland (og Grønland) (FCVII): Andersvænge (Arkivmateriale på Rigsarkivet)
Forsorgscenteret for Fyn m.v. (FC.VIII): Nyborg
Forsorgscenteret for Sydøstsjælland (FC.IX): Evensølund (Arkivmateriale på Rigsarkivet)
Forsorgscenteret for Midtjylland m.v. (FC.X): (Arkivmateriale på Rigsarkivet)
Forsorgscenteret for Aarhus og Randers Amter m.v. (FC.XI): (Arkivmateriale på Rigsarkivet)