Om De Anbragtes Danmarkskort

”De Anbragtes Danmarkskort” er lavet inden for rammerne af det fireårige projekt ”Retten til egen historie,” som blev igangsat i 2022 med det overordnede formål at tilbyde nuværende og tidligere anbragte en udvidet støttet adgang til børnesagsakterne.

Projekt Retten til egen historie

“Retten til egen historie” er et samarbejdsprojekt mellem Danmarks Forsorgsmuseum, Københavns Professionshøjskole, Rigsarkivet og TABUKA – Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte. Projektet har en ambition om at hjælpe nuværende og tidligere anbragte med at finde deres børnesagsakter og hjælpe dem med at forstå og bearbejde indholdet. Derudover søger projektet at inspirere til nye måder at arbejde med skriftlighed og inddragelse på i nutidens børne- og ungesager.

Retten til egen historie er støttet økonomisk gennem Finanslovens reserve til social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden. Du kan læse mere om projektet på hjemmesiden: Rettentilegenhistorie

De Anbragtes Danmarkskort

”De Anbragtes Danmarkskort” er Rigsarkivets bidrag til Retten til egen historie. De Anbragtes Danmarkskort er et digitalt danmarkskort, der skal gøre det nemmere for borgere, sagsbehandlere og forskere at identificere de børnehjem, der har eksisteret i perioden 1945-2006 og det arkivmateriale, som institutionerne evt. har efterladt. Kortet indeholder også oplysninger om, hvordan man finder den kommunale anbringelsessag, alt efter hvilken kommune, der stod bag anbringelsen.

I tilknytning til kortet findes en række vejledningsprodukter, der støtter borgerne i mødet med deres sagsakter ved fx at forklare tidligere tiders børnesyn, give eksempler på dokumenter fra sagerne eller beskrive bevarings- og kassationspraksis på området.

Hvis du har kommentarer til kortet eller projektet, er du velkommen til at kontakte os på anbragt@rigsarkivet.dk.