Det er meget forskelligt, hvor meget der kan være bevaret. Før 1970 er det sjældent, at man finder komplette sager. Ofte er der kun bevaret korte notater om barnets situation og årsagen til anbringelsen.

Indtil 2014 havde mange kommuner en fast praksis, hvor børne- og anbringelsessager automatisk blev smidt ud, når de var 20 år gamle. Derfor findes mange af sagerne slet ikke på et arkiv. Derudover har private anbringelsesinstitutioner, hverken dengang eller nu, haft pligt til at aflevere deres anbringelsessager til et arkiv.

Fra 1970´erne og frem er situationen ofte anderledes. Flere anbringelsesinstitutioner er siden 1970´erne begyndt at aflevere deres materiale. Derfor findes der mere dokumentation om de børn og unge, der har været anbragt i denne periode.

Oplysninger om din anbringelse findes i udgangspunktet ikke kun i én samlet sag. I mange tilfælde kan oplysningerne derimod findes i forskellige former for arkivmateriale.

Nogle af disse forskellige former for arkivmateriale får du et lille indtryk af her. For at sikre fuld anonymitet viser vi kun “tomme” eksempler, men kommenterer til gengæld på det sprogbrug, du kan risikere at møde.

Du skal nemlig være opmærksom på, at sprog og indhold i materialet ikke var tiltænkt, at du på et tidspunkt selv skulle læse det. Der kan være meget hårde og direkte beskrivelser, som udelukkende er skrevet ud fra en andens, ofte en fagpersons synsvinkel. Det er også skrevet på et tidspunkt, hvor synet på børn måske var anderledes end i dag. For sprog og typer af arkivmateriale afspejler også, at synet på børn har udviklet sig i perioden

Helt tilbage fra børneværnsloven i 1905 tog lovgivningen udgangspunkt i to hensyn. Det ene var hensynet til de børn og unge, som var udsat for vanrøgt og dårlig indflydelse fra forældre, plejeforældre eller evt. et børnehjem. Det andet var det samfundsmæssige hensyn. Man ville undgå, at de børn og unge, som skulkede i skolen, rapsede en enkelt gang eller løb ude til langt hen på aftenen, for alvor kom i uføre og endte i kriminalitet og/eller prostitution.

På den måde ønskede man med lovgivningen at øge chancerne for, at barnet udviklede sig til at blive en god samfundsborger – til både barnets og samfundets bedste. Det grundsynspunkt var stadig gældende til et godt stykke ind i 1960’erne.

Til “Sagernes bedst mulige Oplysning” (hed det i lovgivningen mellem 1933 og 1964) skulle kommunen aflægge besøg i hjemmet og optage forklaring fra barnets forældre eller opdragere og andre, som kendte barnet “samt – hvor Forholdene gør det ønskeligt – af Barnet selv”.

Det er desværre yderst sjældent, man ser barnet selv komme til udtryk.

Til brug for undersøgelsen udarbejdede Socialministeriet et skema, som skulle sikre, at alle relevante afkroge var afsøgt.

Til højre ses skemaets første af tre sider, som er brugt til de grundlæggende data om barnet eller den unge – samt afsnit C om forældrene. Beskrivelsen af forældrene kan også være hård læsning om kønslige forhold, om drikkeri, om renholdelse af hjemmet f.eks.

Det konkrete skema er fra slutningen af 1960’erne, for en medarbejder i en kommune (eller måske i Landsnævnet for Børneforsorg), “HP” har med blyant skrevet: “Dette skema er kun vejledende og kan ikke bruges i dette tilfælde, hvor det er forældrene, det er galt med. Brug vedlagte blanke papir”. På den måde er skemaet både tilbage- og fremadskuende: Vi kan af skemaets spørgsmål se, hvad der blev lagt vægt på frem til midten af 60’erne. Men det antyder også, at man herefter begyndte at stille spørgsmålstegn ved den skematiske undersøgelse og dermed også det lidt firkantede syn på børn, der ikke tog mange individuelle hensyn.

Som antydet i den håndskrevne bemærkning handlede skemaet mest om barnet. Til højre er skemaets side 2.

Allerede spørgsmålene kan i dag forekomme stødende. Man antog på dette tidspunkt som en grundpræmis, at der kunne være tale om en karakterbrist hos barnet eller den unge, hvis det havde problemer. Ud over en generel beskrivelse af barnets “karakter” ønskede man at få afdækket, om der var en “viljesdefekt”, en “slaphed”, eller en “mangel på udholdenhed” osv.

Når dét var udgangspunktet, kan de konkrete svar, som ofte baserede sig på forældrenes og/eller lærerens udtalelser, være endnu hårdere at læse, fordi de er møntet på det enkelte barn.

Eftersom en af grundene til anbringelse f.eks. kunne være, at forældrene ikke magtede barnets opdragelse, skal man huske på, at svarene kan sige mere om forældrene end om barnet: Dels ønskede forældrene måske i dette tilfælde barnet anbragt og ville påvirke børneværnet til at tage den “rigtige” beslutning. Dels kunne forældrene her “rense” sig og forklare, hvorfor de ikke magtede barnet. Jo værre beskrivelsen var, desto mere forståelig var forældrenes situation.

Gennem 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne begynder et mere individuelt børnesyn at vinde frem. Dermed blev det tosidige hensyn (dels til samfundet dels til barnet) altså efterhånden afløst af et noget mere entydigt hensyn til barnet. Man ser det i bistandsloven fra 1976, hvor en anbringelse af et barn uden for hjemmet kun måtte iværksættes, hvis det var påkrævet af hensyn til barnets velfærd.

Fra 1993 blev begrundelserne for anbringelser af børn og unge udbygget og omfattede f.eks. også misbrugsproblemer og kriminel adfærd; men det også på dette tidspunkt, at kommunerne tog individuelle handleplaner i brug.

Der findes mange typer af arkivmaterialer fra den kommunale sagsbehandling af børne- og anbringelsessager. Notater er en meget almindelig type. Notatet kan løbe over mange sider og hen ad vejen være tilført nye oplysninger fra hvert møde, som sagsbehandleren har holdt med forældre, kontaktpersoner på institutionen og/eller barnet selv.

En anden type arkivmateriale er de individuelle handleplaner, som kommunerne begyndte at lave fra begyndelsen af 1990’erne. Skabelonen til sådan en handleplan havde åbne spørgsmål. Temaet var: Hvad havde man gjort for det enkelte barn, hvad gjorde man, hvad ville man opnå og hvad kunne man gøre i fremtiden. Der var afsat god plads til at skrive “rundt om” situationen i stedet for at give korte, afmålte karakteristikker af barnet, sådan som man tidligere havde gjort.

Selv om det enkelte barn i højere grad end tidligere var kommet i centrum, kan ordvalget stadig opleves ubehageligt og stødende. Som det ses til højre i parentesen under punkt 2, blev barnet stadig vurderet, og fagpersoner drog konklusioner.

ordvalg fra skema/regnark

Foruden notater og handleplaner vil der i en kommunal børne- og eller anbringelsessag typisk være breve mellem kommune og institution, skolepsykolog, forældre, plejeforældre osv.

Som nævnt blev begrundelserne for anbringelser af børn og unge i 1993 udbygget til også at omhandle misbrugsproblemer og kriminel adfærd. Men lovgivningen nævnte også “svære sociale vanskeligheder” og “adfærds- eller tilpasningsproblemer”. Nærmest samtidig dukkede diagnosen “DAMP” op i børnepsykiatrien, som blev afløst af det mere præcise diagnose ADHD. Også forståelsen af autisme-spektret blev udviklet i 1990’erne.

I første omgang blev diagnoserne set som afvigelser (“adfærds- eller tilpasningsproblemer”) og kommunale indsatser kan ses som forsøg på at normalisere barnet eller den unge. I 2000’erne kom der efterhånden mere fokus på inklusion og en begyndende accept af, at børn har forskellig behov og måder at være i verden på.